|
icolaus Henningsen giftede sig med Anina Jørgensen i 1871, og 1874 fik de sønnen Nicolaus, to år senere kom sønnen Theodor til. Desværre døde den ældre Nicolaus Henningsen allerede få måneder efter sønnens fødsel i 1876 - kun 6 år efter grundlæggelsen.
Det blev hans unge kone på 26 år, der drev forretningen videre. Om Anina siges det, at hun var meget smuk både med hensyn til skikkelse og ansigt og med et pragtfuldt hår. Hun forstod at klæde sig. Hun handlede de bedste steder, blandt andet hos Børre og Lorentzen på Østergade, og det fortælles at hun altid gik i silkekjole i butikken.
I 1881 blev Anina Henningsen gift igen. Hendes mand var Thorvald Schrøder, der var ansat hos Børre og Lorentzen. Man kan gætte på, at hendes interesse for gode stoffer var medvirkende til, at bekendtskabet blev indledt. I et lille jubilæumsskrift, der blev udgivet på 75 års dagen i 1945 omtales Anina Henningsen således: mesters kone stod bag Disken og overvaagede Gæsternes superbe Opvartning - og ved Siden af de søde Sager og Kager, var det vel nok hendes Charme, hendes smilende Venlighed og store Skønhed, der sikrede den københavnske Succes. "Den smukke Frue i Skoubogade" blev hun kaldt af "tout Copenhague", et navn der havde saa stærk og god Klang, at det, ikke ufortjent, blev nedarvet paa hendes Svigerdatter, der bar det med ære til sin Død i Maj Maaned 1944. |